Pas på din hunds poter når i er ude i sneen

Skrevet af Marianne Engelbrechtsen 

Kilde: Vi med Hund-nyhedsbrevet

Når den kolde tid sætter ind, er det vigtigt, at du er ekstra opmærksom på din hunds poter. Kulde og salt kan nemlig være en kraftig cocktail for trædepuderne. 

De første snefnug daler. I er ude at gå tur. Din hund hopper rundt og snapper efter de dansende fnug. Enhver, der har set en hund boltre sig i sneen, kan ikke lade være med at glæde sig til, at jorden igen bliver hvid, og I skal ud at gå tur. Men sne og kulde kan også føre problemer med sig.

"Som hos os mennesker vil kulden tørre huden ud - i dette tilfælde trædepuderne hos hunden. De kan sprække, så der bliver åbent ind til den bløde hud, og det kan svie og gøre ondt på hunden," fortæller Lotte Brink, dyrlæge ved Dyrenes Beskyttelse.

Det er især, hvis du lufter din hund, hvor der bliver saltet, at der kan opstå problemer - det er nemlig saltet, der svier i revnerne i trædepuderne. Hvis din hund bliver ved med at ligge og slikke og bide i sine poter i lang tid efter en gåtur, er det et sikkert tegn på, at der er noget galt. Så er det sikkert fordi, det svier, og den forsøger at få generne væk.

Men også uden salt kan hunden få problemer med poterne, når der er sne.

"Har din hund langt hår mellem trædepuderne, er det ekstra vigtigt at klippe det om vinteren, så du undgår, at is og sne klumper sig sammen i hårene og generer hunden, når den går," siger Lotte Brink. "Hunden sveder gennem trædepuderne, og det er derfor, sne og is kan klumpe sig sammen i hårene mellem dem."

Undgå saltede fortove Lotte Brink råder til, at man så vidt muligt undgår steder, der er saltet, og holder sig til grønne områder på lufteturen."Saltet er nemlig både med til at tørre poterne ud, og det er også det, der svier, hvis der er kommet revner i trædepuderne. Hvis det er muligt, så undgå også sten og grus, da det kan få tørre trædepuder til at revne og dermed også skabe problemer for hunden. Ellers skal I bare fortsætte jeres lufteture, som I plejer, og nyde sneen og vinterlegen sammen,"siger hun.

Kan det ikke undgås, at lufteturen går via saltede områder, er det vigtigt, at man skyller sin hunds poter i ferskvand efter hjemkomsten.

"Ikke i varmt vand, heller ikke i koldt vand, men i vand, der lige er en anelse varmere end koldt. Skyl grundigt inde mellem trædepuderne, så alt saltet kommer ud, og tør derefter poterne med en blød klud. Så er du sikker på, at der ikke sidder noget salt tilbage og generer poterne," siger Lotte Brink.